Plads nummer 4 på liste I
“Det handler ikke om at styre folks liv – men om at give dem mulighed for at leve det.”
Mit navn er Mie Albrecht, jeg er 43 år og bor i Svinninge. Jeg er mor til fire børn og bonusmor til tre, og jeg er kæreste med Jacob. Til daglig arbejder jeg som ydelsessagsbehandler i Holbæk Kommune, hvor jeg hver dag møder mennesker med vidt forskellige behov og livssituationer. Det har givet mig en stærk tro på, at der sjældent findes én løsning, der passer til alle – og at det enkelte menneske skal være i centrum, uanset hvilken kontakt man har med kommunen.
Jeg stiller op for Liberal Alliance, fordi jeg tror på det frie valg, personligt ansvar og mindre bureaukrati. Vi skal give mere ansvar og beslutningskraft til dem, der står med opgaverne i hverdagen – dem på gulvet, der ved, hvad der virker. Tillid, nærhed og respekt for fagligheden skal være pejlemærkerne i kommunens arbejde.
Samtidig ønsker jeg en kommune, hvor alle områder bliver hørt og set – ikke kun Holbæk by. Holbæk Kommune er meget mere end Holbæk by, og det er på tide, at vi anerkender og udnytter det store engagement og potentiale, der findes i de mindre byer og lokalsamfund. Her ligger stærke fællesskaber og mennesker, der brænder for deres nærområde – dem skal vi give plads, indflydelse og støtte til at udvikle endnu mere.
Hvis du ønsker en kandidat med hjerte for mennesker, praktisk erfaring med systemet og viljen til at skabe forandring nedefra og op, så håber jeg, du vil sætte dit kryds ved mig – Mie Albrecht – Liberal Alliance..