Plads Nummer 12 På Liste I
“Unge har også noget at sige – vi skal bare have nogen, der lytter.”
Mit navn er Ea, jeg er 21 år og bor i Svinninge – og lige om lidt, er jeg i gang med at uddanne mig til lærer. Efter tre år på SLotshaven Gymnasium har jeg brugt et års tid på at stifte bekendtskab med erhvervslivet; det, der også kaldes et sabbatår. Ved siden af jobbet (og lige om lidt studiet) er jeg træner for et rulleskøjtehold, hvor jeg hver uge arbejder med børn og unge – og ser, hvor meget det betyder for dem at blive set, hørt og taget alvorligt.
Det er også derfor, jeg stiller op til kommunalvalget for Liberal Alliance: fordi jeg vil være med til at give unge en stærkere stemme i Holbæk Kommune. Unge bliver ofte nævnt i debatterne – men alt for sjældent lyttet til. Jeg synes, det er på tide, at der sidder nogen i byrådet, som ikke kun taler om ungdommen, men faktisk repræsenterer den.
Jeg går til valg med et stærkt fokus på:
Personlig frihed – alle, også unge, skal have ret til at vælge deres egen vej
Retfærdighed og ligeværd – det skal være trygt at være ung i Holbæk, uanset baggrund
Mere respekt for de unges tid og stemmer – i skolen, i systemet og i samfundet
Som kommende lærer har jeg en naturlig interesse for, hvordan børn og unge trives – både fagligt og socialt. Jeg ved, at der er brug for mere fleksibilitet, mindre bureaukrati og mere tillid – ikke mindst i mødet mellem unge og kommunen.
Jeg tror på, at man godt kan være ung og have noget vigtigt at sige. Jeg stiller op for at vise, at man ikke skal være 50+ for at kæmpe for retfærdighed, frihed og bedre løsninger i sin kommune.